Faglighed og fællesskab har altid været vores DNA. Det afspejler sig i alt, hvad Arkil foretager sig. Og det bliver det ved med. Arkil er drevet ud fra værdier om at tage ansvar for opgaverne, menneskene og miljøet. Vi motiveres af at sikre arbejdsglæde og fællesskab hos vores medarbejdere, at skabe plads til alle og samtidig levere et solidt produkt til vores kunder – hver gang. Det er vores fundament.
På disse sider har vi samlet relevant information, så du – som jobsøgende, studerende eller kommende lærling – kan få et endnu bedre indtryk af Arkil som arbejdsplads, og af de uddannelses- og udviklingsmuligheder, der er hos os.
Er du lige blevet færdig med grund/folkeskolen? Er du elev på en erhvervsskole? Eller er du universitetsstuderende, som skal i praktik et semester?
I Arkil har vi mulighederne til dig, som enten drømmer om at tage en faglig stærk uddannelse, eller som ønsker at fylde rygsækken med indsigt og erfaringer fra entreprenørbranchen og afprøve din teoretiske viden fra dit studie. Du får altid din egen mentor, som sikrer din udvikling undervejs.
Som ung i Arkil får du mulighed for at indfri dit potentiale, udfolde dine kompetencer og udvikle dig både fagligt og personligt, imens du uddanner dig eller er i praktik i vores virksomhed. Og du er med forrest, når vi udvikler samfundet og skaber fremtidens infrastruktur.
Vores motto er at levere ”kvalitet til tiden”. Derfor er det en forudsætning, at vi har styr på de grundlæggende rammer for, at vores medarbejdere kan skabe værdi for andre.
Det er helt essentielt for os, at medarbejdernes sikkerhed samt fysiske og psykiske arbejdsmiljø er øverste punkt på dagsordenen. I Arkil skal medarbejderne trives gennem et helt arbejdsliv, uanset hvor man arbejder i virksomheden, og de skal ikke belastes unødigt af deres arbejde. Det handler om det gode arbejdsliv i Arkil gennem hele ansættelsesforholdet.
Det er også vigtigt for os, at du som medarbejder har mulighed for at præge vores udvikling med dine kompetencer, erfaringer og innovative ideer. Derfor er det afgørende, at vores medarbejdere løbende gennemgår kompetenceløft og karriereudvikling igennem sparring, kurser og uddannelser. På den måde sikrer vi, at Arkil er rustet til at udføre projekter og opgaver med både innovative, ansvarlige, klimamæssige og bæredygtige løsninger.
I Arkil gør vi vores bedste for at beskrive en ledig stilling konkret og nævne hvilke kompetencer og erfaringer, der efter vores mening er nødvendige for at bestride stillingen. Det er vigtigt for os, at du ved, hvad du kan forvente, hvilke rammer og muligheder der er i stillingen, samt hvad vi forventer af dig. Vi tror på, at det er forudsætningen for et godt match og et langt samarbejde mellem os.
Vi rekrutterer nye medarbejdere på forskellige måder alt afhængig af, hvilket job du søger.