Power BI Specialist til Arkil Holding A/S
Brænder du for at omsætte data til klar og værdiskabende ledelsesinformation? Motiveres du af at arbejde i krydsfeltet mellem forretning, KPI’er og visualisering – og har du samtidig interesse for, hvordan det underliggende datagrundlag hænger sammen?
Så kan det være dig, vi søger.
Om stillingen
Vi søger en Power BI Specialist, der får ansvaret for opbygningen og videreudviklingen af Arkils fremtidige ledelsesinformationssystem. Stillingen har et tydeligt frontend‑fokus på Power BI, KPI’er og ledelsesrapportering, suppleret af aktiv involvering i design og videreudvikling af det underliggende datagrundlag i Microsoft Fabric.
Du bliver bindeleddet mellem forretning, ledelse, BI og IT og får væsentlig indflydelse på, hvordan data struktureres, omsættes og anvendes på tværs af koncernen.
Arbejdet med datagrundlag, datamodeller og platformstænkning i Microsoft Fabric sker i tæt samarbejde med Arkils IT‑afdeling, som har ansvaret for den tekniske platform og integrationer. Du får således ikke eneansvar for dataplatformen, men ansvar og medindflydelse på, at datagrundlag og datamodeller understøtter forretningens og ledelsens behov optimalt.
Dine primære opgaver
Med afsæt i ledelsesinformation og Power BI vil du:
- Få rolle som ansvarlig for opbygningen og videreudviklingen af Arkils ledelsesinformationssystem
- Udvikle og vedligeholde Power BI‑rapporter og dashboards målrettet ledelse og forretning
- Definere, visualisere og vedligeholde KPI’er og nøgletal
- Omsætte forretnings‑ og ledelsesbehov til klare analyser og beslutningsoplæg
- Sikre konsistens, standardisering og et fælles begrebsapparat i rapporteringen
- Understøtte og rådgive brugere i anvendelsen af Power BI og selfservice‑rapportering
- Bidrage til design og strukturering af datagrundlag, datamodeller og semantiske lag i Microsoft Fabric i tæt samarbejde med Arkils IT‑afdeling
Om dig
Vi forestiller os, at du har en stærk Power BI‑profil kombineret med solid forretningsforståelse og interesse for datagrundlag og platformstænkning.
Du kan fx have:
- En baggrund som business controller, financial controller eller performance analyst
- Eller en BI‑/datafaglig baggrund med god forståelse for forretning og ledelsesrapportering
Derudover forventer vi, at du:
- Har erfaring med Power BI‑rapportering og dashboarddesign
- Forstår KPI‑styring, performanceopfølgning og ledelsesinformation
- Trives i dialogen med både ledelse, forretning og tekniske profiler
- Kan omsætte komplekse datamæssige sammenhænge til klare, visuelle overblik
Erfaring med Microsoft Fabric, data lakes eller cloudbaserede dataplatforme er en fordel, men ikke et krav. Kendskab til DAX, Power Query og SQL er ligeledes en fordel – dit primære bidrag er analyse, visualisering og forretningsforståelse.
Vi tilbyder
- En nøglerolle som ansvarlig for opbygningen af Arkils fremtidige ledelsesinformationssystem
- En stilling med både strategisk betydning og hands‑on arbejde
- Mulighed for at arbejde i krydsfeltet mellem Power BI og moderne dataplatforme (Microsoft Fabric)
- Tæt samarbejde med ledelse og IT‑afdelingen samt høj synlighed i organisationen
- Et stærkt BI‑fagligt miljø, hvor du får mulighed for at sætte tydeligt præg på løsningerne
- Faglige og personlige udviklingsmuligheder i en koncern i fortsat udvikling
Om Arkil Holding A/S
Arkil er en af Danmarks største entreprenørkoncerner med mere end 2.300 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 4,7 mia. kr. Koncernen udfører komplekse anlægsopgaver inden for bl.a. vejbygning, fundering, miljøteknik, beton‑ og broarbejde samt havnebyggeri. Med mere end 80 års erfaring og hovedsæde i Sønderjylland bygger Arkil på værdier som kvalitet, ansvarlighed og faglig stolthed.